Min uforbeholdne til de 9 partier – Folketingsvalget 2011

Hold da op. Valget er i den grad over os. Vi bliver pumpet fulde med budskaber om det ene og det andet, men alligevel er 20 % i tvivl om, hvad de skal stemme på.Netop det at finde det rette parti, har jeg haft absolut ingen problemer med. Jeg har støttet Liberal Alliance lige siden, at partiet fik sit navn og Simon Emil Ammitzbøll blev tilføjet til partiet. Ikke fordi, at jeg har planer om at stemme på ham, eller er specielt enig med ham – men fordi, at det for mig markerer det punkt, hvor projektet vendte og for alvor blev seriøst.Med det sagt har jeg naturligvis funderet en hel del over, hvad jeg skulle stemme på alligevel. Jeg har ikke været i tvivl, men at prøve ens holdninger af i forhold til de andre partier kan kun være en sund ting. Det har jeg brugt et par togture på at fundere over, hvorfor jeg efterhånden er i stand til at sætte et par ord på de forskellige partier.

Det er præcis, hvad jeg har tænkt mig at gøre her. Jeg lister partierne ét for ét, og så skriver jeg min ganske ærlige mening om dem. Skulle du være voldsomt uenig, er du velkommen til at ytre dig i kommentarerne! 🙂

logoet til dansk folkepartiDansk Folkeparti – Gode, gamle Dansk Folkeparti. Jeg må indrømme, at jeg rigtigt godt kan lide Kristian Thulesen Dahl. Han virker som en meget sober mand, og det er forfriskende at se, at han i selv en opslidende valgkamp som denne har lidt humor til overs for eksempelvis S og SF’s forsigtighedsprincip. Men derudover er jeg ked af deres konstante leflen for den ældre del af befolkningen, der allerede æder flere og flere ressourcer i og med, at de bliver flere og flere sammenlignet med antallet af nye mennesker på arbejdsmarkedet. Jeg ville aldrig stemme på Dansk Folkeparti, da de repræsenterer måske laveste fællesnævner (lad os værne om de ældre og ud med alle de andre), men var Kristian Thulesen Dahl Venste-mand, var der gode muligheder.

enhedslistens partilogoEnhedslisten – Enhedslisten står til at få deres bedste valg nogensinde med vanvittige 7-10 % af stemmerne.
Dét forstår jeg ærligt talt ikke. At der er 7-10 % af danskerne, der er så trætte af de nuværende (ellers udmærkede) forhold, at de er villige til at stemme på et parti bestående af et flot blikfang med en masse gammelkommunister bag er ikke til at fatte. Halvdelen af Enhedslistens vælgere, hvis ikke flere, ville med garanti droppe af, hvis ikke det var for deres kønne leder Johanne Schmidt-Nielsen. Givet; Lars Løkke er ikke pæn, men det handler sgu om politik.
En undersøgelse viste for nyligt desuden, at mange af Enhedslistens vælgere slet ikke ved, hvad partiet går ind for – de er bare ikke glade for Gucci-Helle, og Villy-effekten har lagt sig, hvorfor de nå er nødt til at stemme på gammelkommunisterne, når Marianne Jelved og De Radikale kysser med Konservative.

konservatives partilogoKonservative – Og netop De Konservative er de næste på min liste.
Lad os bare starte med at konkludere, at Konservative sidder rigtigt hårdt i det. Delvist er det deres egen skyld, men Lene Espersen-sagen retfærdiggør ikke, at de har mistet halvdelen af deres stemmer siden sidste valg. Måske kaldte de Bent Bendtsen for Mr. 10 % (eller var det 12 %?), men de dage savner de med garanti nu..
Konservative har siddet i regeringen i 4 år, og trods fine, konservative værdier er den offentlige sektor større end nogensinde før, vi har fået medie- og iværksætterskat og en arbejdsløshed ud over det sædvanlige. Og hold så op med at bruge finanskrisen som en undskyldning, det er ved at være patetisk at høre på!
De Konservative er uden tvivl et godt parti. Lars Barfoed er en dygtig mand. Men de skal godt nok til at markere, at de rent faktisk er konservative og ikke en midtersøgende version af Socialdemokratiet.

kristendemokraternes partilogoKristendemokraterne – Per Ørum er med garanti en hyggelig fætter. Han ser så flink ud, og han er altid sober, når han deltager i debatterne. Det skal manden have kæmpestor ros for – hvis der er én politiker, der her i valgkampen IKKE blot har svinet de andre kandidater til, er det Per Ørum Larsen fra Kristendemokraterne. Det gør, at han og hans parti faktisk ligger meget højt på min liste over potentielle steder, jeg kunne placere min stemme. Måske endda i top 2 eller 3.
Per Ørum snakker for det meste om hospitaler, og hvordan Kristendemokraterne er med til at sætte fokus på svære problemstillinger. Ja, det er rigtigt, men de er ikke just det, vi egentligt har brug for i dag.
Jeg synes Per Ørum virker som en fantastisk mand og alene grundet ham har jeg overvejet Kristendemokraterne. Jeg kommer også fra en familie, der tidligere har støttet partiet, og begge mine mindre søskende er mest enige med partiet jf. test ffra TV-2’s hjemmeside. Held og lykke, kristne demokrater – I fortjener sgu en plads i Folketinget! (Men drop nu det der abortpis, det er gammeldags)

liberal alliances partilogoLiberal Alliance – Som nævnt i indledningen er det her, at jeg placerer min stemme. Det har været planen i flere år, og jeg har aldrig været i tvivl. Dels fordi, at jeg er enig med partiet i rigtigt mange ting, men også Anders Samuelsens ligefremme tilgang til alt tiltaler mig meget. Jeg anser Samuelsen for at være en af de dygtigste politikere i mange år!
Skat på 40 % og mere personlig frihed burde vi have anskaffet i løbet af denne ‘borgerlige’ regerings 10-årige magtvælde. Det skete ikke. Derfor ser jeg frem til, at Liberal Allliance i fremtidens opposition kan være med til at sætte fokus på, hvorfor vi har brug for de ting; og at de i en fremtidig regering rent faktisk kan være med til at iværksætte dem.
At Liberal Alliance igennem hele valgkampen, og lang tid før, har haft 4 let identificerbare mærkesager, og derefter også har stukket til disse, er fantastisk. At Samuelsen samtidigt har mulet næsten hver eneste politiker – og den narcissistiske idiot til Jersild – gør det bare endnu bedre. Simon Emil ved ikke en skid om sundhed, hvorfor han desværre gav mig et meget dårligt indtryk til en sundhedsdebat på DR1 for nyligt, men der skal meget mere til, før jeg overhovedet skulle overveje ikke at stemme på partiet. Held og lykke, gutter. Min stemme sikrede I for et par år siden.

radikale venstres partibogstavRadikale – Gode, gamle Radikale. Også et parti, der har fået stemmer fra det hjem, hvorfra jeg egentligt er opvokset.
Jeg kan rigtigt godt lide Det Radikale Venstre. At de i starten var det eneste parti sammen med Liberal Alliance, der støttede en egentligt afskaffelse af efterlønnen, gav dem kæmpe pluspoints i min bog. Deres samtidige fornuftige holdning til skoler og indvandrere gør kun sagen bedre – men de har én fejl. De pegede alt, alt for tidligt på Helle Thorning som statsminister.
Som tingene ser ud lige nu kunne Marianne Jelved, også en meget dygtig politiker, næsten ende med at blive statsminister med hendes nuværende stemmetal på over 10 %. If all else fails kunne Venstre og Konservative sagtens hoppe på hende – og mon ikke også de gør det i sidste ende? Jeg håber i hvert fald på det.
Havde Radikale ikke peget på Helle Thorning ville halvdelen af min familie, inklusiv jeg selv, have dem enten som første- eller andenprioritet. Desværre, Radikale – måske om 4 år, når I er blevet klogere.

socialdemokratiets partilogoSocialdemokraterne – Ugh, Helle Thorning-Schmidt. Min lede mod Socialdemokratiet stammer delvis fra denne krage, der virker som et åbenlyst tilfælde af magtliderlighed. Hun har lige siden hun var barn gerne villet til tops – og så var det jo nemmest at indmelde sig i det sønderskudte Socialdemokratiet. Han virker ikke som om, at hun aner hvad hun laver, men alligevel er det lykkes for hende at overbevise halvdelen af landet om, at hun er den rette statsminister. Det er sgu da sørgeligt.
Men som nævnt er Tornerose kun halvdelen af grunden til, at jeg i dag ikke bryder mig om Socialdemokratiet; partiet har mistet sin eksistensberettigelse. Dengang, hvor arbejderne rent faktisk havde dårlige vilkår, var der en grund til at have et arbejderpart. Sådan er det ikke længere – tværtimod er Socialdemokratiet med alle deres skatter og forbud med til at gøre dagen sur for vores arbejdermyrer. Dagens sande arbejderparti er Venstre.

socialistisk folkepartis partilogoSocialistisk Folkeparti – Jeg er glad for at se, at Villy-effekten endeligt er ved at være ovre. Jeg er udmærket klar over, hvor Socialistisk Folkeparti får mange af deres stemmer fra: Unge, der ikke aner en hatfis om politik. Da jeg fik på gymnasiet stemte vel nok halvdelen af min klasse på SF (vi var 3-4 liberale riddere ud af 24-25 mænd og kvinder), men det var også påfaldende, at det var den del af klassen, der ikke havde samfundsfag.
De, der ikke ved noget om politik, men synes, at det er synd for dem uden penge stemmer på Villy & resten af Socialistisk Folkeparti. Ja, det er en fordom af de absolut værre, men det er nu og engang mit indtryk af partiet dannet af egne erfaringer. Jeg har ikke én ven, jeg anser for samfundsvis, som stemmer på Socialistisk Folkeparti.

venstres partibogstavVenstre – Venstre er sandsynligvis dét parti, jeg ville stemme på, hvis sikke jeg havde Liberal Alliance at klynge mig til. Jeg synes, at Venstre har gjort et glimrende stykke arbejde de seneste par år med Løkke bag roret. Til gengæld er jeg også ganske overbevist om, at Anders Fogh Rasmussen muligvis er den dårligste statsminister vi har haft i mange årtier. Han har vitterligt ikke medført staten af megen værdi!
Lars Løkke derimod virker som en reel mand. Han har haft utrolig svære vilkår med at blive indsat under en recession og i skyggen af hans forgænger, men han har klaret det rigtigt flot alligevel. Jeg håber og tror, at han tager den næste periode.

Efterskrift: Jeg har først lige fået skrevet tekster til de to sidste partier her morgenen efter valget. Den røde valgsejr er et faktum, på trods af, at både Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti gik drastisk tilbage. Jeg glæder mig over, at Liberal Alliance fik en så flot fremgang, og at det ser ud til at Ole Birk Olesen – hvem jeg regner for en meget intelligent mand – ser ud til at komme i Folketinget. Kunne jeg stemme på ham, ville jeg gøre det. Men nu, hvor jeg snart flytter til Aarhus (kom så, din satans bolig) ser det også ud til, at jeg får muligheden næste gang. Dén vil jeg udnytte!

Det bliver spændende at se, hvad Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Det Radikalde Venstre vil gøre for / imod Danmark i løbet af de næste par år. Havde Peter Foss ret, da han forudsagde Dansk Statsbankerot i 2019? Jeg tror det ikke, men jeg skulle næsten ikke blive overrasket med udsigten til Villy Søvndal, der ikke kan snakke engelsk, som udenrigsminister og Ole Sohn, med kommunistiske aner, som finansminister. Så kom da med den planøkonomi, bæster. 🙂

2 responses to “Min uforbeholdne til de 9 partier – Folketingsvalget 2011

  1. Det var da ikke lige det jeg troede om dig. Jeg troede klart at du var rød, ligesom jeg selv er. Da jeg ikke synes der er noget godt i blå politik. Derimod synes jeg godt nok heller ikke at de røde kan føre deres politik ordenligt.

    Har selv en del forstand på computer. Jeg studere lige nu datalogi, og jeg for ikke særlig mange penge udbetalt om måneden. Derimod har jeg ikke tid til at arbejde, så til næste valg vil jeg stemme Ø som jeg også gjorde til det her. De er de eneste med ordenligt rød politik, dog synes jeg at det lyder ondsvagt med at der kommer revolution inden 20 år. Når jeg er færdig med at studere datalogi, (Som jeg er om 2 år) regner jeg selv med at skulle sidde som direktør for et firma som min kærestes bror har op og køre.

Leave a Reply

Your email address will not be published.

Kontakt mig og boost din online markedsføring

Kan jeg hjælpe med noget? Brug kontaktformularen herunder – jeg vender hurtigt tilbage.