Lejlighed Aarhus – Sådan fandt jeg min lejlighed i Aarhus

Jeg har efterhånden prøvet alt, når det kommer til at finde en lejlighed i Aarhus her til studiestart. Det har jeg skrevet en smule om, så I, der også søger lejlighed i Aarhus, kan bruge det til jeres søgen. Held og lykke – det har I brug for!

At finde en bolig i Aarhus er bestemt ingen nem mission, må jeg indrømme. Per 29. august 2011 havde jeg min første undervisningsdag på jurastudiet på Aarhus Universitet, men selv per skrivende stund – 19. september 2011 – bor jeg stadigt syd for Odense.

Jeg har midlertidigt fundet et sted at bo, hvor jeg – hvis alt går, som det skal, og det her det satme bare at gøre! – flytter ind den. 29-30 september.
Midlertidigt har jeg prøvet næsten alle de muligheder, der er for at finde bolig / studiebolig Aarhus på vejen til min nye lejlighed. Derfor er det passende lige at nedskrive mine erfaringer, så andre i den samme ganske åndsvage situation kan relatere til deres situation.

Lad mig starte med at sige, at boligsituationen i og omkring Aarhus er helt håbløs for tiden. Aarhus er suverænt den by i landet (jf. Jyllands-Posten), hvor det er forbundet med mest besvær og længst tid at finde sig en lejlighed. At Aarhus er den mest tiltrækkende studieby, da universitet ligger lige midt i byen, gør, at der er sindsygt mange om buddet til lejligheder i både Aarhus C, Aarhus N, Aarhus V, men også udenfor selve Aarhus i områder som Brabrand, Risskov, Viby og selv længere ude som Malling og Randers!

Nå, men lad os tage mulighederne for at finde en bolig i Aarhus én for én. Så supplerer jeg med egne erfaringer for lige netop denne metode.

BOLIGPORTALENboligportalens logo

Der, hvor langt de fleste starter deres søgen efter en lejlighed, er Boligportalen. Netop Boligportal.dk ligger da også fantastisk i søgeresultaterne, hvis man googler ‘lejlighed Aarhus’ og des lignende.

At benytte Boligportalen koster dig 350kr for to måneder. Det gør Boligportalen til muligvis den dyreste danske portal, men jeg må give dem, at de også har det bedste udvalg og det mest velfungerende system.
Desværre medfører disse ting, at der er rigtigt mange, der benytter sig af Boligportalen.

Min erfaring med siden er, at hvis du søger en lejlighed, så er der i hvert fald også 50-100 andre, der har søgt den præcis samme lejlighed. Jeg kom i hurtig snak med en udlejer, der havde en ikke-alt-for-tiltrækkende lejlighed i udkanten af Aarhus N. Denne var der kommet et stykke over 200 ansøgninger til på blot 2 dage, hvorfor hun ærligt fortalte mig, at jeg sgu ikke skulle regne med noget. Det var en fair udmelding.

Jeg har søgt omkring 80-100 lejligheder i Aarhus ved hjælp af Boligportalen efterhånden. Det har ført til én fremvisning til en lejlighed, der kostede 9.000kr om måneden alt inklusiv (jeg flytter sammen med en ven. Ikke den ven, jeg så denne lejlighed med, da han ditchede mig, men nu med en anden – denne lejlighed i Aarhus ville derfor koste 4.500kr hver om måneden. SU = Gone). Den var kun 68kvm, hvorfor udlejninngsselskabet havde svært ved at afsætte den, men deres uprofessionelle behandling af hele sagsforløbet gjorde, at det heller ikke blev os, der overtog den.

Vi kan opsummere Boligportalen til at finde en lejlighed Aarhus på følgende måde:
Fordele:
– Kæmpe udvalg.
– Velfungerende system.
– Sender mail, når nye interessante boliger kommer op.
– Virker sikkert til alle andre byer end Aarhus.

Ulemper:
– Virker ikke til Aarhus.
– Ekstremt mange om budet!
– Dyrt, 175kr hver eneste måned.
– Irriterende beskedsystem, der sletter gamle beskeder.

Jeg anbefaler, hvis du leder efter en lejlighed i Aarhus til studie eller lignende, at du giver Boligportalen en chance i to måneder. Jeg kender mange, der faktisk har fundet deres bolig herigennem. Det skete blot ikke for mig.

AARHUSBOLIG + ANDRE BOLIGSELSKABERaarhusboligs logo

Aarhusbolig (som egentligt kalder sig selv AARHUSBOLIG) er en samling af 10-15 boligselskaber i Aarhus. De fik den fantastiske idé at slå sig sammen og lave én fælles side, hvor det er muligt at ansøge alle deres boliger.

Det virker pissegodt. Siden er godt sat sammen, og det er nemt at ansøge de mange boliger. En times tid efter, at jeg havde tilmeldt mig på Aarhusbolig i håbet om at finde en lejlighed i Aarhus, havde jeg da også tilmeldt mig ventelister til et par hundrede lejligheder i og omkring Aarhus.

Aarhusbolig har nemlig ikke kun lejligheder og boligkomplekser i selve Aarhus centrum, men i lige så høj grad i de små områder udenfor byen. Brabrand, Viby, Risskov, Tilst og lignende småbyer udenfor Aarhus er der især mange boliger i.

Jeg stod skrevet op på Aarhusbolig i 3 uger, før jeg fik mit første tilbud til en udmærket lejlighed i Brabrand. Af uransagelige årsager havde de sendt en mail og bedt mig om at tage stilling, selvom jeg faktisk stod nummer #27 på ventelisten. Der var jo absolut ingen chance for, at jeg ville få den alligevel, men jeg fik så lov til lige i 2 sekunder, da  jeg fik en SMS om ‘ledig lejlighed i Aarhus!’ at glæde mig. Men næh – bæster.

Lejligheder fra Aarhusbolig er værd at vente på af den grund, at der her er tale om (mere eller mindre) almennyttige boligforeningner. Det betyder, at huslejen er lav, at indskuddet er lavt, at det sker under ordnede forhold og at dine muligheder og forhold i det hele taget er mange gange bedre, end de ville være på det private udlejermarked. Aarhusbolig er omstændighederne og de gode priser fra kollegier blandet med masser af plads og god beliggenhed fra det private marked. Glimrende for lejligheder i Aarhus.

Er der mange måneder, til du skal bruge en lejlighed eller bolig i Aarhus, anbefaler jeg på det kraftigste, at du betaler de 100kr om året Aarhusbolig koster (under 10kr om måneden, modsætning til de 175kr om måneden Boligportal kræver..). Der er faktisk udmærkede muligheder for, såfremt du opskriver dig til alt og  har lidt tålmodighed, at finde en super lejlighed i eller omkring Aarhus her.

Lad os opsummere Aarhusbolig og andre boligforeninger i byen (de fleste er samlet i Aarhusbolig, men ikke alle, Google er din ven).
Fordele:
– Koster 100kr om året, meget billigt.
– Nem tilmelding og opskrivning til boliger. Det fungerer.
– Hamrende gode forhold og priser på selv godt beliggende boliger.
– Velfungerende mail- og SMS-system.
– Ganske imponerende udvalg.

Ulemper:
– Du skal skrives op et par måneder (helst et år) før, at du skal bruge din lejlighed Aarhus.

Skriv dig op, med mindre du skal bruge din lejlighed her og nu. Det er det sidste, jeg kan sige om Aarhusbolig til lejlighed i Aarhus. Det er en god mulighed.

KOLLEGIER I AARHUSkollegie8000's logo

Aarhus er som nævnt Danmarks mest tiltrækkende studieby, så i stil med København, Odense og Aalborg er der naturligvis en del kollegier at vælge imellem.

Jeg har i 3-4 måneder stået skrevet op til samtlige kollegier, samtlige værelser og lejligheder. Det er min største fejl. Ønsker du at skaffe dig et kollegieværelse fremfor en lejlighed i Aarhus, skal du skrives op i virkeligt, virkeligt god tid! Det nytter ikke noget først at skrive dig op lige før sommerferien, som jeg gjorde. Til det der der simpelthen ikke nok lejligheder. Du vil sandsynligvis ikke få tilbudt en skid.

Skriver du dig i stedet op et halvt til et helt år før, at du skal have din endelige lejlighed i Aarhus, er der tværtimod rigtigt gode chancer for at få et kollegieværelse. Hele processen finder sted på Ungdomsboligaarhus.dk eller Kollegie8000.dk (fuldstændigt samme side, blot to forskellige domæner. De er ligeglade med duplicate content, it seems). Her kan du lave en profil og skrive dig op lige så tosset du ønsker.

Fordelene ved at vælge et kollegie i stedet for en decideret lejlighed i Aarhus er mange. Det er yderst billigt – under 3.000kr  alt inklusiv er ganske normalt – og forholdende er rigtigt gode. Her bliver du ikke snydt i samme stil som du risikerer med Boligportalen.dk.

Du ofrer selvfølgeligt også et par ting med et kollegieværelse, da mange af kollegierne ligger en smule udenfor Aarhus nærmere end inde i centrum. Der ligger ét kollegie på universitetes grund med 10 sekunders gang til mange undervisningslokaler, men her er ventetiden også ganske grusom.

En ofte nævnt fordel ved kollegierne er det sociale samvær, det er muligt at få med de, du bor sammen med. Du deler trods alt køkken (til tider også toilet, men det er langt fra altid) med en masse andre mennesker, og at I finder sammen og ser lidt fodbold, spiller lidt spil og i det hele taget hygger sammen.
Jeg har tilbragt et par dage på Skjoldhøjkollegiet, hvor jeg boede ved en ven, men hans erfaring var desværre det modsatte. Han var godt træt af de mennesker han boede sammen med og glædede sig meget, til han skulle flytte. Et kollegie er ikke lig fantastisk socialt samvær, men det åbner afgjort døre, som en normal lejlighed i Aarhus ikke gør.

For at få et kollegieværelse i Aarhus skal du naturligvis være studerende i byen. Du behøver ikke at studere på Aarhus Universitet som jeg, men at du er i gang med en uddannelse er et krav.  Om det så er gymnasiet, handelshøjskolen, universitet, teknisk skole eller noget helt femte er sådan set lige meget.

Lad os opsummere kollegieværelser i Aarhus på denne måde:
Fordele:
– Den billigste mulighed. 3.000kr alt ink. (ikke mad, naturligvis) er normalt.
– Ordnede forhold. Du bliver ikke snydt.
– Altid gode muligheder for transport med offentlig transport til og fra kollegier.
– I det hele taget et godt sted at starte, hvis du skal bruge et sted at bo som studerende i Aarhus.

Ulemper:
– Du deler køkken (i nogle tilfælde toilet) med – nogle gange få, nogle gange mange – mennesker.
– Du har ikke megen plads.
– Ligger typisk lidt væk fra midtbyen.
– Ikke voldsomt pæne bygninger eller lejligheder.

Jeg anbefaler på det kraftigste, at du skriver dig op et halvt til et helt år før, at du skal bruge din lejlighed i Aarhus, hvis denne godt kan være et kollegieværelse. I så fald er du næsten sikker på at få noget, men hvis ikke kan det hurtigt vise sig som værende en ganske umulig situation. Des før, des bedre er parolen her.

PENDLING TIL OG FRA AARHUSat tage tog med dsb til aarhus

Nu er vi kommet forbi de tre mest åbenlyse muligheder for at få en lejlighed i Aarhus. Så kan vi nærme os de lidt mere alternative muligheder.

Du kan vælge at pendle til og fra Aarhus, såfremt du da starter på et studie i byen. Grunden til, at du næsten er nødt til at være studerende, er, at du på denne måde kvalificerer dig til et uddannelseskort fra DSB. Mens jeg skriver denne tekst sidder jeg faktisk selv i toget fra Odense til Aarhus (på min Chromebook), og en togkonduktør har lige sagt god for mit uddannelseskort.

Med et uddannelseskort må du, lige meget hvor langt du skal, maksimalt betale 18-20kr om dagen. Fra min konto er der trukket 580kr for mit uddannelseskort i hele september. Mit uddannelseskort lader mig bruge toge og busser ubegrænset for at få fra Årslev, 15km syd for Odense, til Aarhus Universitet. Det er vanvittigt billigt og et fantastisk tiltag fra regeringens, DSBs, universitetes eller den instans, der har sikret denne løsnings, side!

I stedet for desperat at lede efter en lejlighed i Aarhus og tage det første og bedste, selvom dette er noget lort, kan jeg kun anbefale at pendle i starten i stedet. Du har det næppe værre end jeg, da jeg skal bruge over 3 timer hver vej, hver dag (omkring 6-7 timer om dagen) på transport til og fra universitet. Det er møghamrende billigt, men det er naturligvis et offer, du skal være villig til at foretage.

At køre med tog i DSB tillader mig delvist at skrive denne tekst, men også at læse ‘lektier’, at sove lidt ekstra eller hvad jeg nu ellers vil lave med et par timer på min flade røv hver vej.

At pendle er en udmærket og ekstremt billig mulighed, hvis du ingen andre muligheder har. Ja, det er surt, men med tiden bliver det nemmere og nemmere at finde en lejlighed i Aarhus, da du får et netværk og lige pludseligt også har stået på venteliste i lang tid.

Jeg anbefaler pendling, hvis du ikke har været heldig at få en lejlighed i Aarhus ved hjælp af Boligportal.dk, Aarhusbolig, Kollegie8000.dk eller lignende endnu. Det er faktisk en helt fin mulighed!

For at opsummere pendling til og fra Aarhus kan vi nedskrive følgende punkter:
Fordele:
– Ekstremt billigt, under 600kr om måneden maks.
– Tæller både tog og bus i ubegrænset mængden til og fra uddannelsested og hjem.
– Muligt at læse, skrive eller sove i tog.

Ulemper:
– Det tager lang tid. Jeg bruger 6-7 timer om dagen på transport. Ikke al tid er spildt, men alligevel. Det tager i nogle tilfælde lang tid.
– DSB har til vane uden varsel at aflyse tog fra tid til anden. Det er sket 2 gange for mig på en måned. Det er skidt. Jeg er afhængig af 2-3 toge, og så går det ikke, at de ene ikke gider at køre.

Har du ikke andre muligheder er det faktisk helt fint at pendle og tiden er ikke nødvendigvis spildt. Besides, DSB’s personale er i de fleste tilfælde super flinke alle sammen. Jeg har egentligt hygget mig med pendling på trods af, at jeg troede det ville være døden, og jeg har næsten gjort det dagligt i en måned nu. Det er helt fint.

CAMPING OG VANDREHJEM

Nu er vi for alvor ved at være ude i de alternative muligheder. Har du ikke fået en lejlighed i Aarhus på anden vis, kan det faktisk lade sig gøre at bo midlertidigt på campingpladser og vandrehjem.

Især førstnævnte, campingpladser, har jeg erfaring med. Jeg overvejede det seriøst som en mulighed på et tidspunkt, da jeg ikke havde fundet lejlighed i Aarhus på anden vis. Derfor indhentede jeg ved hjælp af en solidarisk ven informationer om muligheden for campingplads i Aarhus som studerende.

Det kræver, at du har en campingvogn. Men sådan en kan altså købes på DBA eller GulogGratis for ikke mere end et par tusinde kroner. Det kræver også, at du er villig til at ofre dig madmæssigt eller bruge en del penge på at spise ude. Du slipper ikke udenom helt vildt meget pasta, hvis du spiser i din campingvogn.

Til gengæld er det OK billigt – cirka samme pris som et kollegie – at bo på campingpladser som studerende. Nogle campingpladser i Aarhus havde i 2011 tilmed lavet specielle tilbud til studerende med varmt vand og internet inklusiv i prisen, da en del nytilkomne faktisk viste interesse for at bo i campingvogn i mangel af bedre (lejlighed i Aarhus).

Har du absolut ingen muligheder i Aarhus for at skaffe en lejlighed, og nægter du at pendle, er det at bo i campingvogn på en campingplads i en måned eller to måske en mulighed for dig. I så fald er du nødt til lige at google ‘campingpladser i Aarhus’ og eventuelt ringe til et par stykker for at høre, hvordan landet ligger. Det er en udmærket mulighed.

En opsummering af fordele og ulemper ved i stedet for en lejlighed i Aarhus at benytte sig i længere tid af campingpladser kan opgøres på følgende måde:
Fordele:
– Semi-billigt, i stil med kollegier.
– Campingpladserne ligger ofte godt i forhold til offentlig transport.
– En campingvogn koster 2-3.000kr fra DBA i fin stand.

Ulemper:
– Det bliver svært at lave mad.
– Du kommer til at hade din campingvogn.
– Det er meget besvær for en midlertidig løsning.
– Du kan ikke invitere venner og bekendte hjem. Slet ikke piger, da.

Jeg anbefaler ikke, at du benytter dig af campingpladser som er midlertidig løsning. Heller ikke selvom du simpelthen ikke kan finde en lejlighed i Aarhus. Benyt dig af pendling i stedet for og vent, til at bedre tilbud kommer op, for der er godt nok mange problemer og besvær forbundet med campingvognene.

NETVÆRK

Jeg fandt ikke min lejlighed i Aarhus ved hjælp af kollegierne, ej heller ved den dyre Boligportal eller boligforeningernes Aarhusbolig. Jeg har pendlet indtil nu, men jeg fandt faktisk min bomulighed ved hjælp af netværk.

Da jeg først satte ben i byen en uge før, at jeg startede på jurastudiet (dette var første gang, vitterligt første gang, at jeg nogensinde havde været i Aarhus, men det er en anden historie – og ganske tilsigtet).

Når jeg siger, at du ved hjælp af dit netværk skal finde dig en lejlighed i Aarhus, mener jeg, at du skal spørge familie, venner, venners familie, din families venner, kolleger og alt indtil tilfældige mennesker på gaden, om de kender en mulighed for en lejlighed i Aarhus. Rigtigt mange boliger i Aarhus lejes, da det er svært at finde en ellers – men det ved du jo allerede -, til bekendte af udlejeren.

På mit hold startede vi lidt over tredive personer. En af disse personer manglede en at bo sammen med i en lejlighed 500 meter fra universitet på 80kvm til godt 6.000kr om måneden samlet. Jeg sagde først sent ja, da jeg troede, jeg skulle flytte sammen med en anden (som senere valgte at ditche mig), men jeg nåede lige akkurat at få muligheden for at flytte med. Det er en bedre mulighed end et kollegie, det er bedre end Aarhusbolig og det er langt bedre end noget, Boligportalen kunne tilbyde mig.

Det bekræfter blot min tese om, at alt godt kommer til den, som venter. Er du klar på midlertidigt at pendle en måned eller to, skal du nok få en lejlighed i Aarhus, for det bliver vitterligt en hel del nemmere, når først ud er deroppe. Som du får skabt et netværk, hører lidt hist og her og ser sedler på universitetes opslagstavler finder du lige pludseligt en mulighed for en lejlighed. Det sker før eller siden med den rette dedikation!

Jeg kan ikke opskrive fordele og ulemper ved at benytte dit netværk til at finde din lejlighed Aarhus, for der er næsten udelukkende fordele. En ulempe skulle da være, at du måske som jeg slet ikke rigtigt har noget netværk i Aarhus, men det kommer sgu nok før eller siden.

Konklusion – Sådan fandt jeg en lejlighed i Aarhus

Jeg valgte at pendle og endte med ved hjælp af mit spirende netværk at finde en fantastisk lejlighed i Aarhus sammen med jordens flinkeste fyr (med en underlig accent, men jeg kommer også fra Fyn, så jeg skal næppe snakke). Det tog lang tid, og det var noget rigtigt lort fra tid til anden. Men såfremt det går igennem, og jeg om 2 uger flytter sammen med manden, har det i høj grad været det hele værd og mere til!

At finde en lejlighed i Aarhus er ingen nem mission, men det kan faktisk godt lade sig gøre med den rette dedikation. Du skal bare tage dig god tid og sørge for især at skrive dig op i rigtigt god til, hvis du vil benytte dig af de traditionelle tilbud som Aarhus-kollegier eller boligforeninger.

Held og lykke med at finde en lejlighed i Aarhus. Det skal du have, for nemt er det sgu ikke.
Har du nogle spørgsmål til det ene eller andet, kommentarer eller lignende skal du være meget velkommen til at smide en kommentar her i bunden. Har du kunnet bruge det, jeg har skrevet, hører jeg det også gerne. Good luck, have fun – Aarhus er en fantastisk by (når du først har en lejlighed)! 🙂

31 responses to “Lejlighed Aarhus – Sådan fandt jeg min lejlighed i Aarhus

  1. Haha ”Når jeg flytter sammen med min mand”… den synes jeg lige vi skal lade stå :D!
    – Jeg har allerede skrevet mig op til en ungdomsbolig på kollegiet8000.dk. Jeg tror ikke jeg vil kunne holde til at pendle hver dag. Jeg gør det allerede fra Vinderup til Struer, og det tager kun 30 min hver dag, men det er røvsygt!

    1. Haha, den står ikke længere – det er sket. 😉

      Jeg har boet i Aarhus siden 1. oktober nu. 500 meter fra uni, 300 meter fra Netto og på tredje sal med en fra mit hold på 80kvm – det er fucking herligt!

  2. Hej.

    Tak for den lange og gode tekst om boligområdet! Det kunne da lige give lidt drømme igen.

    Hvordan ser det ud, hvis man ikke skal studere i Århus, men gerne vil bo der og studere i Aalborg f.eks?

  3. Hej!
    Jeg og min kæreste leder efter 2 værelses i Århus – uddannelserne starter vist omkring 1. september – og vi går gennem PRÆCIS det samme! (Åh gud.)
    Så: kan du ikke lige bruge dit nu kæmpe netværk til at hjælpe? Vi er desperate 😉
    Hilsen Ísbjörg

    1. Hej Ísbjörg,

      Haha, jeg ville gerne hjælpe – Jeg skal nok lige holde øje med min FB-konto og se, men jeg ville nu nok nærmere satse på Boligportalen eller Aarhusbolig, var jeg jer. Ellers må I – som jeg – pendle det første stykke tid.

      Hvis I dog søger lejlighed gennem kollegiecentralen allerede nu, er der rigtigt fin chance for at få en kollegielejlighed inden studiet starter. Og det er altså en glimrende start på studiet! 🙂

      Mvh. Halfdan

  4. Hej Halfdan.

    Tak for en velskrevet og, overraskende nok, meget underholdende artikel om boligsøgning i smilets by (kalder man virkeig Århus det?).
    Jeg er lige kommet hjem fra 3 fantastiske måneder i Sydamerika, hvor jeg lykkeligt har fortrængt alt, der har haft noget som helst med mit kommende studie at gøre.
    Inden jeg tog afsted fik jeg afleveret min kvote 2 ansøgning om optagelse på antropologi på Københavns Universitet, og ellers er selvsamme studie min 2. prioritet, bare i Århus.
    Da jeg næsten ikke tør håbe på at komme ind i København, har jeg så småt vænnet mig til tanken om at skulle bo i Århus, som jeg førhen aldrig har været en by, jeg har overvejet at læse i. Til mit allerede lidt pinlige mangel på perspektiv skal så også tilføjes, at jeg inderst inde nok havde forestillet mig, at det at finde et sted at bo i Århus ville være det mindste af mine problemer – det viste sig at være en smule naivt. Jeg har ikke skrevet mig op på de forskellige ventelister i frygtelig god tid (dvs. inden for de sidst tre dage) og jeg er lidt i tvivl om, hvilke områder, udover midtbyen og N og C, man skal tage med? For mig ville pendling også betyde en 6-7 timers transport, men det er rart at vide at det godt kan lade sig gøre, som en midlertidig løsning, men det er dog ikke noget jeg håber på. Er dit bedste råd ellers bare at være tålmodig og vente til man får et netværk? Det er lettere sagt end gjort synes jeg, men du har jo stået i samme situation som jeg 🙂

    Stine

    1. Hej Stine,

      Mange tak for komplimentet – jeg er glad for at høre, at de 3000 ord gled ned uden de store problemer. 😉

      Jeg tror, du suverænt undervurderer Aarhus som studieby. I forhold til København er der her tale om et samlet universitet med en park i centrum af Aarhus med alle de fordele, det medfører. Jeg er ekstremt glad for at gå her – det er jeg helt sikker på, at du også bliver, når først du har boet her i et par uger. Det er nemlig slet ikke for sjov, at vi kalder det Smilets By!

      Jeg ville ikke nøjes med N, V og C, hvis jeg var dig. Dine bedste muligheder, med mindre på du magisk vis lærer en masse at kende, ligger sandsynligvis i “forstæder” som Risskov, Aabyhøj og Brabrand. Det er ikke helt så tæt på og helt så godt, men efter et halvt års tid burde det være muligt at finde noget langt bedre.
      Hvis ikke du har gjort det, så skriv dig op til SAMTLIGE kollegier, ind på Aarhusbolig.dk og skriv dig op til alt og hold et vågent øje med Boligportalen.dk. Fra nu af kræver det bare held og lidt timing. 😉

      Og så krydser jeg fingre for, at du undgår toget. Det er bare ikke nogen stor fornøjelse.

      Held og lykke, champ!

    1. Hold da op – at I fik en lejlighed er fantastisk, men det koster godt nok også. Har I overvejet at tage boligen til Husklagenævnet og få nedsat lejen? Med jeres kvm vs. pris vil det være meget nemt at få knaldet den et par tusinde kroner ned, og udlejeren kan ikke smide jer ud grundet dette.

      Stof til eftertanke? 🙂

  5. Er det rigtig? Det er da værd at undersøge nærmere! Ved googling synes jeg ikke jeg finder et decideret “husklagenævn” – det er ikke sådan, at du har et link til disses hjemmeside? 😉

    1. Haha, jeg har med garanti kaldt det noget forkert – det er lidt over et halvt år siden, at jeg sidste kiggede på det. Men godt, at du fandt det. Det er værd at overveje, da det lyder som om, I står til at blive udnyttet lige lovligt meget af en udlejer. 🙂

  6. Hvis man har forældre der har en stor friværdi i deres blog, kan man evt. lave et forældrelån, som bruges til at købe en andelslejllighed, hvor man kan sidde for relativt billigt.

    Generelt er andelsboliger billigere end ejerlejligheder, grundet dårlige lånemuligheder. Det var en ordning jeg selv benyttede, da jeg flyttede til Århus.

    Læs mere om det her

  7. Halløj 🙂
    Hvis du skulle have nogle kontakter eller andet, som gør, at jeg kan få en lejlighed, meget gerne fremleje (Da det er nemmest i om situation, da jeg kun søger bolig i et halvt år) gerne fra august/september frem til december/januar. Jeg har selv søgt på boligportalen, men det er dømme svært, specielt, når det ikke er over længere tid 🙂 Men ser du det indre, må du meget gerne skrive 🙂

    Super god artikel btw 🙂

    Mange hilsner Ditte

  8. Hej Timm,

    Vældig interessant blog, vil sige jeg er godt på vej igennem listen, dog uden held, hvis du skulle kende nogen som kendte nogen der har en lejlighed i Århus c/n eller Viby og riskov, gerne 2.Vær. Min. 50kvm og max 7000. Må du gerne give besked til Michael.mac@hotmail.com ,
    Giver gerne findeløn på 1000 kr. hvis aftalen går hjem.

  9. Det er rart at læse at man ikke er den eneste der har svært ved at finde lejlighed i Århus!

    Hvis nogen hører om en 3 vær lejlighed til min datter og jeg, så vil jeg meget gerne kontaktes på thomasboysen@hotmail.com.
    Indflytning ASAP!

    Fik jeg i øvrigt skrevet at jeg gerne giver en PS3 konsol som dusør!

    Mvh
    Thomas

  10. Man kan også vælge at bosætte sig i fx Randers. Det er lettere at få bolig der, det er meget billigere, og bussen frs Randers kører lige til døren ved universitetet.

  11. Kære Halfdan

    Du har skrevet og jeg citerer: “Du har det næppe værre end jeg, da jeg skal bruge over 3 timer hver vej, hver dag (omkring 6-7 timer om dagen)”

    Til dette har jeg blot at sige – Jo, det har jeg.

    Jeg kommer fra en lille provinsby, ved navn Nakskov, så skal tilbringe godt 5 timer hver vej i tog, så hvis jeg er så heldig at skulle møde kl 11 på universitetet skal jeg med toget 05:18, for at nå min time i Aarhus.
    Det samme antal timer ville det tage mig at komme til København, så det er ikke bare lige at pendle frem og tilbage.

    – I’m just saying..

    1. Kære Ida,

      Ja, der har du helt ret – dén kan jeg alligevel ikke slå. Jeg slap også med at pendle i lidt over halvanden måned. Startede du tilbage i august, eller skal du først til at starte nu?

      Uanset er det en ærgerlig situation at stå i. Du har intet held haft med at finde en lejlighed?

  12. Kære, Halfdan.

    Tak for ord om egne oplevelser, det kan jeg nikke genkendende til. Er nyuddannet lærer, som søger 1.værelses lej. i Århus c til 4000, det burde være ligetil, men nej, nej. Det er utopi, at tro det er ligetil, at finde noget i Århus. Står på ventelister, har brugt megen tid og energi på at finde noget der matcher mine behov, men har endnu ikke fået andet end afslag. Skal være ude af min nuv. lejlighed 1. juni, så det ser sort ud. Hjælp hvis du/i kan, men ellers go’ dag til jer 🙂

  13. Hej Halfdan.

    Super god læsning, Min kæreste og jeg er skrevet op inde på ungdomsbolig Aarhus (tror vi har optjent 7 måneders anciennitet), og vi har intet hørt endnu – meget frustrerende. Vi leder med lys og lygte efter lejligheder, men det er godt nok svært.
    Hvis der er nogle der kan hjælpe tager vi imod hjælpen med kyshånd!

  14. Mig og min kæreste har søgt bolig i 6 mdr. nu, vi har prøvet alt!
    Vi er skrevet op ved kollegie8000 – Aarhusbolig – private udlejere – prøvet boligportalen og andre bolig hjemmesider…. Vi kan simpelthen ikke få tilbudt noget udover hvis vi skal give de 8000 kr.

    Vi søger en 2 v. i Århus C Maks 5600 ,- inkl.
    (så hvis der er nogen der kender nogen som kender nogen så kontakt GERNE) 🙂

  15. Hej 🙂
    jeg ved artiklen efterhånden er ved at være gammel, men da den stadig er relevant, og også dukker op som et af de første hits på google ved “Lejlighed i Aarhus”, synes jeg lige at jeg vil smide en kommentar.
    Alle de forslag som du har skrevet her er super gode, men der mangler dog (efter min mening) en kommentar om det private marked.

    Der er altid lejligheder at finde i og uden for aarhus via private udlejere, de sætter foreksempel deres lejligheder op på dba, Gul og gratis og lignende sider. Hvis man falder over en udemærket lejlighed udlejet af troværdige og retskaffende mennesker er dette også en super fed mulighed for en lejlighed som ofte også er til at betale.

    Dog skal man selfølgelig passe på når man overvejer at leje sig ind hos private, da der er mange som kun ser det som en mulighed for at tjene penge nemt og hurtigt, lejer man sig ind hos private vil jeg derfor sige, at man skal se lejligheden inden man siger ja tak, ogh man skal sørge for at have en form for skriftlig aftale/kontrakt med udlejer om leje, vand varme osv samt hvem der har ansvaret for reperationer, og hvilke vilkår der gælder for opsigelse (begge veje).

    har man dette er det også en mulighed at leje sig ind hos private og man kan i mange tilfælde finde ganske udemærkede lejligheder på denne måde:)

  16. Ja jeg bor så i København og havde egentligt tænkt mig at studere jura i Århus og da det er nærmest umuligt at pendle denne rute kommer jeg til at være meget presset på at få en bolig for ellers kan det ikke lade sig gøre at studere dér jo :(.

    Jeg er villig til at betale op til 5000 kr. pr md. i husleje for en lejlighed så skriv hvis i kender nogen der lejer ud eller lign. tak.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kontakt mig og boost din online markedsføring

Kan jeg hjælpe med noget? Brug kontaktformularen herunder – jeg vender hurtigt tilbage.