Fattige Sofie burde tage sig sammen

Så skete det igen. Politiken fik fat på noget af et scoop med et læserbrev, kronik eller hvad vi skal kalde Sofie V. Jensens indlæg til den landsdækkende avis. Hun føler sig angiveligt fattig.

Jeg sad og læste indlægget her til formiddag i en af mine pauser fra eksamenslæsningen. Jeg studerer selv jura på Aarhus Universitet, så jeg vil mene, at jeg udmærket ved, hvilken hverdag Sofie V. Jensen gennemlever, om end hun studerer et andet (stadig samfundsvidenskabeligt) fag på Roskilde Universitet. Nok om det. Vi er begge studerende, vi bor begge hjemmefra og det er nok i min verden til, at jeg kan sammenligne vores situationer.

Men en ting er at sammenligne vores situationer. Det kan jeg sagtens gøre. Noget helt andet er at sammenligne det mindset, jeg ligger for dagen, og det, Sofie har valgt at anlægge som grundsten for hendes levevis. Sofie har nemlig usædvanligt ondt af sig selv, og det er hun ikke bange for at fortælle hele Danmark i hendes blogindlæg.

Dette er det andet interessante fattigdomstilfælde i løbet af de sidste par måneder. Joachim B. Olsen, hvem på Lars Bachmans blog her har skrevet et glimrende indlæg om janteloven, udfordrede Özlem fra Socialistik Folkeparti til at finde en fattig i Danmark, og resten er vidst historie. Sofie har været så venlig at fremlægge hendes budget til frit skue, hvoraf det fremgår, at hendes rådighedsbeløb på 329kr om måneden ikke dækker hendes udgifter. Det lyder rigtigt nok.

Tag dig dog sammen

Hvad pokker er meningen med, at Statens Uddannelsesstøtte lige pludseligt skal betale alle udgifter? Jeg er mere end lykkelig for at få betalt min husleje og min del til madkortet, jeg deler med min sambo, ved hjælp af SU’en. Og det er vel at mærke trods et skattetræk på det maksimale (40-50 %), da jeg har valgt at placere min SU-indkomst på hovedkortet. Det har aldrig nogensinde været meningen, at staten skulle træde ind som den store forælder og betale samtlige udgifter en spirende studerende skulle have ved at flytte hjemmefra. Selvom vores velfærdssamfund i dag gransker over alt, alt for meget er vi dog ikke nået derud endnu, og tak for det. Det er forsvinende lidt selvdisciplin og ansvar blandt nutidens unge i forvejen, hvilket i fantastisk grad bevises af den åh så fattige Sofie V. Jensen.

Jeg er træt af at være træt og uoplagt, fordi jeg ikke får sund og nærende kost.

Eksempelvis med det ovenstående citat; jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal begynde med det her. En sund og nærende kost kan meget nemt skabes for et meget lille budget, hvis man da dropper hele idéen med at være kræsen og ellers gør hvad man kan for at få maden til at vare. Det kan nemt lade sig gøre. Jeg gør det.

Jeg er træt af at føle mig fristet til at droppe ud af min videregående uddannelse, hvis jeg bare kunne finde mig et fuldtidsjob.

Hvor er rygraden henne med et sådant citat? Den radikale undervisningsminister Morten Østergaard sagde til Politiken for nyligt, da en undersøgelse viste, at alle os studerende er ensomme, at det skal være hårdt at gå på universitetet. Jeg er helt enig med ham. Universitetet er den højeste uddannelsesinstitution i Danmark, og selvfølgeligt skal det være hårdt og koste nogle ting at gå her. At vi tilmed får, og ikke skal betale penge for at gå her, er bare endnu bedre. Hvad pokker forventer Sofie egentligt af en uddannelse og af samfundet som et hele?

Den gode 22-årige kvinde ser ud til at lide af det samme problem som en del andre, ikke engang fortrinsvis unge, danskere lider af: manglende ansvar for deres egen situation!
At studere og flytte hjemmefra samtidigt er et valg, der medfører visse konsekvenser. At bilde en person andet ind ville være at stikke dem blår i øjnene. Jeg tog selv et crash-course i det at være voksen, da jeg i starten af august startede på Aarhus Universitet og i starten af oktober flyttede hertil fra mine trygge rammer syd for Odense i Årslev, hvor alle (næsten) kender alle og fællesskabet er til at bide mærke i. Det er et valg at studere. Det er et valg at flytte hjemmefra. Valg har konsekvenser. Jeg er 19, Sofie er 22 – på et eller andet tidspunkt skal vi da for pokker lære det, og det er allerede ved at være ganske sent, hvis vi nu skal være helt ærlige.

Kynisk udgangsvinkel

Jeg kan godt fra tid til anden tage mig selv i at tanke særdeles nedladende tanker om andre mennesker, hvem der har så grelle problemer med at tage ansvar for deres egen situation trods alle muligheder for det modsatte. Her er en af de gange, og fattige Carina med et rådighedsbeløb på 2x det jeg får udbetalt i SU var et tidligere eksempel.

Hvad er der sket, siden Sofie er blevet et så ansvarsløst menneske, som er nødt til at klage sin nød til Politiken trods uddannelsesstøtte og mulighed for at bo hjemmefra uden noget specielt behov for dette? I og med at hun får et lille beløb af hendes mor hver måned, tyder det på et ganske sundt forhold, og jeg er sikker på, at hun sagtens kunne flytte hjem igen. Det er naturligvis noget andet end at bo ude, men så er vi tilbage ved kernen af denne blogpost: Valg har konsekvenser.

Sofie kunne vælge at flytte til en lejlighed, der koster mindre, eller vælge sig et kollegieværelse. Ikke lige så sjovt, men billigere. Dernæst kunne hun finde sig et studiejob. Jeg er hamrende træt af at høre, at det ikke kan lade sig gøre at arbejde samtidigt med et fuldtidsstudie. Det er løgn og tegn på, at personen enten bruger alt for lang tid på studiet (det giver ikke nødvendigvis en bedre kommende medarbejder. når bøgerne bortsælges efter endt uddannelse at bruge 80 timer i stedet for 40 om ugen, tværtimod) eller lider af manglende selvdisciplin. Jeg holder min enkeltmandsvirksomhed kørende samtidigt med studiet – og jeg er ikke født med hverken overnaturlige kræfter eller en sølvske i munden. Kom  så op på hesten.

Sofie vælger i stedet for månedligt at optage et SU-lån. Perfekt. Er der så flere problemer? Det gjorde mine forældre og deres generation samt mange af mine venner og medstuderende også den dag i dag, og det er nu og engang konsekvensen af det valg at flytte hjemmefra og studere. Nogle gange er pengene simpelthen små, og så kan det være nødvendigt at supplere med enten et arbejde eller et SU-lån. Staten giver os alle muligheder for at gennemføre en uddannelse.

Sofie vil ikke høre for, at hun kalder sig fattig. Hun vil ikke kaldes forkælet. Der er intet galt i at have en lille økonomi, men at beskylde staten for at være skurken og kræve mere af samme er fandme svagt.

Sandheden kan gøre ondt.

des mindre mand har, des mere værdsætter man det

Som en lille note bør jeg sige, at dette indlæg ikke er en svada mod Sofie som en person. Jeg er sikker på, at hun er super flink. Men hun er immervæk et tudefjæs, og det er hun slet, slet ikke alene om.

9 responses to “Fattige Sofie burde tage sig sammen

  1. Kære HT

    Du er urørligt cool og jeg elsker din blog, så jeg håber, du kan tilgive mig, når jeg kalder det her indlæg en lille smule douche-y. Ikke mindst er det under bæltestedet at sammenligne med Carina-sagen. Du har gået på universitetet i hvad, fire måneder? Og har som aktiv hobby at tjene penge? Dit standpunkt klinger lidt hult, for du mangler stadig at konfronteres med og væmmes ved den fjendtlighed, man som studerende er begyndt at møde virkelig tit.

    Umiddelbart må jeg sige, at jeg som udgangspunkt er temmelig ligeglad med Sofies problemer, men det er okay med en modvægt til den stadigt mere højtråbende fløj, der faktisk oprigtigt mener, at danske studerende ikke laver noget som helst; at de spiser kaviar til aftensmad og napper en svinedyr latte, når de lyster. Læs kommentarerne til artiklen. Peter Jensen et al er fuldstændig nådesløse.

    I mine indtil videre syv år på universitetet har jeg altid været ludfattig. Jeg har ikke beklaget mig, men jeg bryder mig ikke om gang på gang at skulle høre på, hvad en eller anden usympatisk idiot (nu igen) har læst på tekst-tv om studerende i Danmark. Alle der ikke er tilstrækkeligt produktive skal have det så tilpas dårligt, at det ikke krænker deres moral, som bliver mere mere knyttet op på det radikaliserede nytteparadigme, som de abonnerer på. De her personager får enormt meget taletid og påvirker den offentlige diskurs på utallige niveauer. Og, ja, til denne gruppe inkluderer jeg Hendes Mørke Majestæt, Mette Frederiksen.

    Og jeg kan kun med en vis kækhed sige “sut mig” til de folk, der gang på gang postulerer, at man ikke skal klage, for “man får jo gratis uddannelse og lommepenge”. Det gør man selvfølgelig ikke. Uddannelser er bagudfinansieret, og det er en del af modellen, at jeg mere end rigeligt tilbagebetaler pengene via min skat resten af livet. Så må man diskutere selve metodens kvalitet i stedet for at hævde, at danske studerende lever af hashkager og portvin. Modellen synes dog at fungere i det omfang at både KU og AU hører til blandt de bedste forskningsinstitutioner i verden.

    OT: Skide god blog. Keep it up!

    1. Af alle de kommentarer jeg nogensinde har fået på ikke alene den her side, men også mange af de andre, er denne nu alligevel ved at tage prisen. Kudos for det – tak, fordi at du tog dig tid til at skrive det!

      Jeg kan udmærket forstå, at du føler dig en smule ‘ramt’ af det her indlæg. Du har en meget valid pointe i, at min hobby tilfældigvis er at tjene penge online og at min og Sofies situation derved ikke er ligefrem sammenlignelig, selvom jeg antager noget andet i selve indlægget. At du kalder en spade for en spade og indlægget for slightly douche-y kan jeg kun have respekt for. 🙂

      Du er tydeligvis lavet af et helt andet stof end både Carina og Sofie, for nu lige at blive ved personificeringerne. Af din kommentar tyder du på, at du er lavet af det stof, der gør fremtidens vindere, og som samtidigt er så akut en mangelvare blandt så mange andre studerende. Der er rigtigt mange studerende, der lever på SU og ikke har andre indtægter, og det kan være rigtigt svært at få det til at hænge sammen. Det anerkender jeg gerne med det samme; herefter er der to skilleveje. Den ene, hvor staten klandres, hvor SU’en bør hæves og hvor ansvaret fralægges tages af for mange. Den anden, hvor situationen accepteres og bearbejdes med et vist drive vælges af for få, om end du tydeligvis er en af dem. Igen; kudos for det!

      Om vi får en gratis uddannelse afhænger, som du nævner, fuldstændigt af, hvor vi i fremtiden vælger at arbejde. 😉
      Om modellen med en bagudfinansieret uddannelse reelt er vejen frem, eller om vi derved får et væld af ukvalificerede emner ind på de danske universiteter til skade for alle, er en anden og meget interessant diskussion. En, der med garanti også kunne få Peter Jensen lidt op at køre. Lige netop han har vist mistet overblikket over skoven for bare træer.

      Endnu engang, tak for kommentaren. Jeg værdsætter den.

    2. Jeg kan forresten lige se, at jeg glemte at kommentere afsnittet om den gode Mette Frederiksen. Det var ikke bevidst, så den tager jeg lige her:

      Først og fremmest; at du lever med en mindre økonomi, men ikke brokker dig over den, er respektfuldt. Sofie gør det modsatte, og det er det, jeg bliver harm over.

      Samfundet i dag sætter visse krav til ens produktivitet, hvad man benytter ens tid på; vi skal ikke alene leve op til idealer på sundhedsfronten, men også på arbejdsfronten. Vi er, hvad vi kan producere. Så langt er vi helt enige. Men at ‘fortalerne’ (både de bevidste og de ubevidste) får mediedækning for deres holdepunkter er kun en god ting, i og med, at fortalerne for det modsatte bestemt også får deres 15 minutes of fame fra tid til anden. Jeg vil mene, at det bidrager til en mere nuanceret debat, at begge sider af sagen (om end vi diskuterer i ekstremer, her) kun er at foretrække.

      Konsekvensen af alt dette kunne meget vel ende med, at vi i Danmark, som det er sket i andre verdensdele, rammes af W4W-problemet; Work 4 Work. At arbejde for arbejdets skyld, som anført af Tim Ferriss i 4-Hour-Workweek. Endnu en interessant problemstilling.

      Og som konsekvent kuglestøder-støtte og Samuelsen-discipel tør jeg slet ikke gå ind i en snak om MF. 😉

      1. Debatten er (i hvert fald i de offentlige medier) blevet en skyttegravskrig, hvor begge sider legitimerer hinanden som fjender. Jeg synes måske heller ikke ligefrem, Sofies bidrag (som minder om en blanding af et dagbogsuddrag og et stykke kortprosa) er specielt medierende… Det er jo klart, at hendes patos er en rød klud for “tag en kiks”-segmentet, som aldrig har sat benene på en højere læreanstalt.

        Jeg fornemmer helt klart en tiltagende modvilje mod studerende (selvfølgelig fortrinsvis humanister, men også generelt), og det er en skam, for det får folk til at føle sig grundlæggende uvelkomne og forlade landet med kandidatgraden i hånden. Det må jeg indrømme, at jeg har svært ved at klandre dem for, når nu den gestus, en “gratis” uddannelse er, opleves så modvillig og fremmedgørende.

        Personligt, og det er bare en fornemmelse, tror og håber jeg, det så småt begynder at drive over igen. Universiteterne er i en overgangsfase fra eliteuniversiteter til masseuniversiteter — der spekuleres fx meget mere i jobmuligheder og kompetenceudvikling i dag, end da jeg startede i 2004. Det er ikke entydigt godt eller skidt, men der er ikke ret mange af de nye studerende, jeg har undervist i efterårssemestret, der har samme indstilling, som man havde for bare få år siden. De ved udmærket, at de fortrinsvis bliver uddannet til et (hårdt) arbejdsmarked, og deres studie er som regel “bare” en del af en karriereplan og ikke nødvendigvis et rendyrket eksistentielt dannelsesprojekt.

        Jeg har desværre kun læst nogle uddrag på Ferriss’ blog, og jeg må indrømme, at jeg ikke tænkte over hverken moralske eller praktiske implikationer ved hans princip, men mere tænkte “Hæhæ, sejt!”. Særligt der hvor han forsøger at outsource sin psykoterapi til sin assistent Honey fra Bangladesh. 🙂

        1. Værd at nævne er det nu også, at Sofies indlæg har virket provokerende på langt andre end det typiske DF-segment. Andre studerende har ikke været sene til at deltage i debatten med både argumenter til den ene og den anden side, som vi to er et eksempel på.

          Modviljen, du snakker om, har jeg ikke oplevet på samme måde. Det erkender jeg gerne, og det er også med til at sætte præg på det indlæg, jeg her har skrevet. Men jeg kunne egentligt godt tænke mig at vide, hvorfra du tror denne modvilje kommer? Har det noget at gøre med den nylige stigning i arbejdsløshed som følge af recessionen, og at akademikere ikke bliver anset som nyttige mennesker i så fald?
          Eller handler det mere om, at der er et generelt billede i Danmark af studerende som forkælede børn, der på alle andres regning sidder tilbage med nyttesløse gruppeprojekter? Dén må du meget gerne uddybe, s’il vous plaît.

          Siden vores indlæg i går er der kommet et par fakta mere på bordet: Sofie V. Jensen skrev ikke hendes indlæg med henblik på at få flere penge i SU, men for at skabe en større forståelse for de studerendes situation. Alt afhængigt af hvordan man læser indlægget, var der nogle, der forstod det sådan til at starte med, men det er en helt anden ting. q:o

          Den accept forstår jeg ikke behovet for. Nu kan vi jævnføre det til, at jeg ikke har gået på universitet i en nævneværdig periode endnu, men jeg er allerede stødt på adskillige – ikke blot på studiet, men på mit eget hold – der til et par arrangementer har valgt at takke nej med penge som den eneste grund bag, hvad end dette har været en tur på Kurt’s mor eller noget andet og lidt mere seriøst. Mon det er mig, der ikke har et imponerende socialt netværk endnu, eller Aarhus og Roskilde, der simpelthen ikke er det samme?

          Mht. eliteuniversiteter vs. masseuniversiteter; bortset fra den uundgåelige konsekvens, at der bliver optaget ‘uegnede’ emner på universiteterne, lyder det da som om, at de studerende i dag ifølge din erfaring har et større overblik end tidligere over deres liv og ønsker? Det må da kunne tolkes som en positiv ting.

          – og hende Honey fra Bangladesh må vi lige tage fat på en anden god gang. Jeg skal have læst bogen en gang til, før at jeg tør dette. 😉

          1. Hov, jeg glemte vist at svare på dit sidste indlæg. Utroligt nok lader vi til at være ret enige.

            Det er ikke en katastrofe at måtte takke nej til noget, fordi man ikke har penge, og jeg tror også mere, Sofie J vil have folk til at forstå, at hun ikke har voldsomt dyre forbrugsvaner, og at studerende ikke generelt lever over evne. Det er vel et meget fair ønske, særligt når hvis man også bekymrer sig om at få bugt med ethvert tilløb til anti-intellektualisme.

            Og jo, de nye studerende er meget karrierebevidste, og det er da dejligt for dem. I hvert fald er det ikke noget, man bør kritisere uden videre. Deres identitetsdannelse ligger vel bare andre steder, og man må acceptere, at det ikke er alle mennesker, der synes, det bedste i hele verden er at sidde hjemme onsdag aften med en papvin og nogle bøger.

          2. Haha, jeg er glad for at høre, at vi i det mindste ikke er uenige om det hele. 😉

            Hvis Sofies ønske var, at skabe et andet indblik i en studerende hverdag end den vrede mand på Politiken har, så var målet sådan set oprigtigt nok; missionen er bare dødfødt fra starten. Hvis man først tror, at de danske studerende over én kam alle er en sæk dovne kartofler, skal der også mere end et – desuden ikke særligt velformuleret, men særdeles provokerende – blogindlæg til at udrede situationen!

Leave a Reply

Your email address will not be published.

Kontakt mig og boost din online markedsføring

Kan jeg hjælpe med noget? Brug kontaktformularen herunder – jeg vender hurtigt tilbage.