Case: Samlet pris for udvikling og launch af digitalt projekt

I juni 2015 udgav jeg e-bogen Få 12 – En praktisk guide til bedre karakterer målrettet danske studerende både i gymnasium og opefter.

E-bogen fylder godt og vel 120 sider og sælges direkte fra mit eget domæne. Produktet er en PDF med købers navn som vandmærke (og det er en skidegod bog, hvis jeg selv skal sige det).

Jeg synes tanken om digitale produkter er fantastisk spændende. Du bygger et produkt og lader det sælge herefter; gerne med automatisk markedsføring såsom allerede opsatte e-mail-flows og Facebook-annoncering.

I det her indlæg deler jeg, hvor meget det præcis har kostet mig at skrive og udgive bogen samt hvad forventninger er til indtjening.

Få 12 sælges online på sit eget domæne, faa12.dk. Siden er bygget med WordPress og har Easy Digital Downloads som primær motor bag salget. Jeg har koblet siden op med Braintree Payments, et Paypal-ejet firma, der lader mig tage Mastercard- og VISA-kort. Penge trækkes automatisk hos køber i det øjeblik de går igennem min one-page-checout.

Per skrivende stund, 1. Oktober 2015, har jeg solgt knap 40 eksemplarer. Salget startede i august 2015 og det er således ca. 15 bøger per måned til 179 kroner inkl. Moms per styk. Mine markedsføringsudgifter har i samme periode været ca. 1.000 kroner.

Design og opsætning af landingsside – 5.000 kroner

bogradFå 12 sælges fra en one-page side. Siden er designet af David Bograd og det har jeg betalt 4.000 kroner for.

David er også manden bag designet til min anden bog om ejendomsinvestering 15 PCT. David er dygtig til at skabe design, der konverterer og jeg er glad for samarbejdet med ham. Du kan se det kommende design (dog uden rigtige tal) her.

Jeg har selv lavet HTML og CSS på landingssiden.

Min pakistanske programmør har forvandlet min markup til et WordPress-tema. Det har kostet 1.000 kroner. Samlet pris for opsætning af siden er således 4.000 kroner. Havde jeg ikke selv lavet markup var det sandsynligvis 1.000 kroner højere.

SSL-certifikat, dedikeret IP og Braintree-integration – 1.000 kroner

For at tage betaling direkte på siden – og i øvrigt fordi, det ser pænt ud – har jeg installeret et SSL-certifikat.

SSL er købt hos BilligSSL.dk og koster 100 kroner om måneden.

Siden er hostet hos UnoEuro på et bronze-hotel med egen IP til ca. 350 kroner om året.

Jeg har derudover brugt ca. 500 kroner hos min pakistanske programmør for opsætning af SSL samt integration til BrainTree Payments. Jeg betaler en mindre procentdel af salget til BrainTree for hvert salg og har ingen faste udgifter. BrainTree tilbyder dog lige nu 300.000 kroner i gratis omsætning til danske kunder.

plugins til få12

Refuga-tur til Barcelona med fly: 8.000 kroner

Få 12 er skrevet på en 7-dages Refuga-arbejdslejr i Barcelona (ligesom dette blogindlæg er).

Turen koster 6.000 kroner og holdes to gange om året. Fly til Barcelona koster ca. 2.000 kroner frem og tilbage.

Jeg kunne udelade denne udgift, da jeg også kunne have skrevet bogen hjemme. Refuga stiller dog nogle fantastiske rammer til rådighed i en uges afskærmning fra hverdagen og det er derfor en udgift, jeg har medtaget her.

Der var også tid til at cykle lidt med Nikolaj Astrup, der arrangerer turen. Nikolaj vejer det samme som en 12-årig pige og kommer derfor hurtigt op ad bakke.
Der var også tid til at cykle lidt med Nikolaj Astrup, der arrangerer turen. Nikolaj vejer det samme som en 12-årig pige og kommer derfor hurtigt op ad bakke.

Billeder til bogen – 500 kroner

Jeg har købt stockphotos til at illustrere de forskellige kapitler og det har kostet ca. 500 kroner.

Du kan tage dine egne billeder, hvis det skal være billigt.

Senere: Oversættelse til svensk og norsk – 5.000 kroner per sprog

Jeg har indhentet tilbud på oversættelse af bogen til svensk og norsk. Mine råd er generiske og omhandler studieteknikker, kosttilskud med videre. Variationer i karaktersystemet er derfor ligegyldige.

Da vores nordiske brødrelande ligner os vil jeg også sætte den til salg her og ”se, hvad det kan blive til”. Jeg er sikker på, at jeg med tiden vil få afkast på en investering til 7-8.000 kroner for både oversættelse og opsætning af sider på norsk og svensk.

Selve oversættelsen vil koste ca. 5.000 kroner per sprog.

Samlet pris eksl. Oversættelse: 13.500 kroner

Med Refuga-turen er den samlede pris på mit digitale produkt-projekt således ca. 13.500 kroner.

Jeg regner med at have tjent det beløb som minimum inden for et halvt år.

Formål med bogen

testemonial på få 12

Jeg har lavet bogen Få 12 fordi, det er sjovt at prøve kræfter med et digitalt produkt og at sælge dette.

Men det er ikke alene for sjov.

Jeg erklærer bogen og projektet en succes, når jeg har solgt 1743 eksemplarer, hvilket svarer til en omsætning på 250.000 kroner eks. Moms.

Det er en stor succes, når jeg har omsat en halv million kroner på bogen (og tjent et beløb tæt på det=.

Jeg går efter at ramme første delmål i løbet af ca. 3 år. Det er med en begrænset indsats herfra (min indsats ligger lige nu primært i min rejseside), da mit salg er sat op med Facebook-annoncer, hvor målgruppen løbende udskiftes, remarketing, søgemaskineoptimering, AdWords-annoncer samt et mail-flow. Det uddyber jeg i et senere indlæg, når jeg har flere erfaringer med hvilke kanaler, der virker bedst (lige nu: SEO og remarketing på Facebook).

Hvis du synes digitale produkter er spændende anbefaler jeg at læse Tue Lindblads gode indlæg her, hvor 10 forskellige personer afslører, hvad de tjener per måned på deres digitale produkter – fra et par tusinde kroner til godt 35.000 kroner om måneden.

18 responses to “Case: Samlet pris for udvikling og launch af digitalt projekt

      1. Hele webhotellet linux63 har den IP, så den er ser hverken ud til at være din egen eller dedikeret til dig. Så vidt jeg ved, sælger UnoEuro slet ikke dedikeret/egen IP?
        Det kræves ikke længere til SSL, i dag bruger man bare SNI.

  1. Fedt indlæg Halfdan Timm 🙂
    I går lancerede jeg mit første digitale produkt (e-bog om fotografering) på http://fotoklog.dk
    – bl.a. med værdifuld hjælp fra dig, tusind tak!

    Mine udgifter ligger dog kun på 750 kr, så det kan gøres billigere, hvis man investere lidt mere tid i det.

    1. Fedt med launch af den nye bog – tillykke! Og ja, det kan sagtens gøres billigere. En tur til Spanien er ikke strengt nødvendigt.

      Har du fået solgt nogle endnu?

      1. Ikke lige på den første dag eller to, desværre.
        – nu har jeg jo heller ikke et stort netværk, eller er blevet delt af Tue 😉
        (… Må se om ikke det kan lade sig gøre :P)

  2. Spændende læsning – tak for det! 🙂

    Jeg var ret overrasket over at læse hvor billigt din pakistanske programmør kan forvandle markup til WordPress theme – er han mon ledig til andet arbejde?

    1. Måske kostede det 1.5k – men han er generelt ret billig, når det kommer til markup- og WP-opgaver. Skriv på Skype (danishcanaries), så får du hans kontaktoplysninger.

  3. Spændende 🙂 Jeg kan fortælle at det er lidt ligesom webshops der sælger legetøj: alt omsætningen er i 1-2 måneder (maj og juni). Der skal du skrue maks op for markedsføringen.

    Jeg glæder mig til at høre om resultatet om 6 mdr!

    1. Jeg glæder mig til eksamensperioden – så kan jeg også lave nogle mere aggressive annoncer. Det bliver godt!

  4. Super indlæg. Har lige lidt spørgsmål. Når man bruger Braintree som du har gjort, skal man så ikke igennem godkendelsesproces hos NETS/DIBS? Hvorfor har du valgt Braintree og ikke stripe eller Simplero? Du har garanteret researchet området og kan give hurtig pro og con? 🙂 Hvad ville du vælge/gøre, hvis produktet ikke er en e-bog men et online kursus? Bare helt kort? Håber du vil byde ind med input. Tak 🙂

    1. Gode spørgsmål, tak for dem!

      Du skal godkendes hos Braintree, ja. De validerer bl.a. med CVR-nummer samt billede af dit pas.

      Jeg valgte Braintree over Stripe, da Braintree tilbyder de første 300.000 kroner gratis i omsætning og i øvrigt har samme gebyrer. Det sparer jeg de første 20.000 kroner på. Simplero vil jeg ikke bruge, da jeg her betaler uanset om jeg omsætter eller ej.

      Hvis produktet var et onlinekursus ville jeg være tilbøjelig til at bruge Simplero, men jeg tror, jeg ville bruge en del tid på at kigge på egne muligheder først. Flere tusinde om måneden uanset brug synes jeg er meget højt. 🙂

      1. Selv tak og tak for dine svar 🙂
        Bare lige for at være helt sikker: Hvis jeg vælger Braintree (med Mastercard og VISA), skal jeg så ikke godkendes til e-handel af NETS/DIBS? Jeg skal bare godkendes af Braintree, og så i gang?
        Og så lige et tillægsspørgsmål: Giver Braintree mulighed for at tilpasse checkout og betalingssiden (eksempelvis med nemme upsells)?

        1. Du har forstået det rigtigt – hvis du vælger Braintree slipper du udenom NETS. Prisen er, du ikke kan tage Dankort, men det er meget få danskere, der har et rent Dankort. De fleste af os har VISA med, så det også kan bruges fx i udlandet.

          Braintree er alene en gateway – hvordan du i øvrigt har sammensat dit checkout må du selv om, så den er ligeså fri som alle andre. Det er blot et spørgsmål om hvor dygtig din programmør er. 🙂

  5. Hej Halfdan! Super godt blogindlæg.

    Jeg har lige et spørgsmål. Du skriver at Få 12-bogen er skrevet på turen til Barcelona. Det må vel betyde at du har gjort din research til bogen på forhånd og fundet alle informationer du har skullet bruge til bogen inden turen?

    Hvordan har du sørget for at forberede dig til turen således at du ikke har behøvet at skulle sidde og søge en masse informationer på SELVE turen, men at du i stedet bare har haft det gjort klar og overskueligt på forhånd og derfor har kunnet fokusere 100% på skrivningen?
    Overvejer nemlig selv at tage på lignende ophold, hvor jeg i så fald gerne vil være så godt forberedt som muligt, så jeg kan bruge de dyrebare timer under opholdet på at få skrevet en hel masse.

    1. Hej Morten

      Tak for et godt spørgsmål!

      Jeg havde forberedt mig inden turen. Jeg havde klargjort et dokument med de forskellige emner, jeg gerne ville skrive om. Lidt som en indholdsfortegnelse. Dokumentet var bare en langt punktopstilling og fyldte cirka 2 sider. Derudover havde jeg 2 relevante bøger med på turen, jeg dog ikke havde læst i forvejen.

      Jeg søgte en del information især til emnerne omkring kosttilskud og studieteknikker på selve turen. Det skete samtidigt med at jeg skrev bogen. Men det var nødvendigt for projektet, at jeg i forvejen havde defineret hvilke kapitler jeg i grove træk ville skrive. 25 % blev nok ændret i løbet af turen, men bare det at have et skelet er en stor hjælp fra starten af.

      Jeg har skrevet bogen 15pct.dk på Refuga-tur for 2 uger siden og her var fremgangsmetoden den præcis samme. Det har fungeret meget fint begge gange. 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published.

Kontakt mig og boost din online markedsføring

Kan jeg hjælpe med noget? Brug kontaktformularen herunder – jeg vender hurtigt tilbage.